XIM Apex – Spil med mus og keyboard på Xbox og PlayStation

XIM Apex er en lille USB-enhed, som gør det muligt at spille med mus og keyboard på PlayStation 3 (PS3) og PlayStation 4 (PS4) samt på Xbox One og Xbox 360. Den fungerer ved at “oversætte” input fra mus og keyboard til de signaler, konsollen normalt får fra controlleren. På den måde kan man bruge mus og keyboard i spil på samme måde som på PC.

Den kan bruges med stort set alle spil og når et nyt spil udkommer, går der som regel kun få timer, før de også er understøttet.

XIM Technologies har lavet mus/keyboard adaptere til konsoller i mange år og Apex modellen er det seneste skud på stammen. Hvor tidligere modeller som f.eks. XIM 4 har været behæftet med en del problemer, fungerer XIM Apex virkelig godt og der er intet input lag eller lignende. Firmwaren opdateres løbende og bliver hele tiden forbedret, men som sagt virker det allerede nu tæt på perfekt.

I æsken ligger der to ting: XIM Apex enheden, som sættes i en USB-port på konsollen, samt en USB-hub (fordeler) med tre porte, som bruges til at forbinde mus, keyboard samt en controller. På billedet ses en XIM Apex sat i en USB-port på en PS4, der så er forbundet til en USB-hub, som mus, keyboard og en controller er koblet til.

XIM Apex Manager

Udover hardwaren skal man også bruge XIM Apex Manager appen (link til iOS og Android), som benyttes til at at indstille og skifte mellem profiler til forskellige spil. Her kan man f.eks. styre sensitivity, key bindings mv., der kan indstilles, som man har lyst til, i hvert spils profil. Du kan herunder se screenshots af iOS versionen af appen.

Virker den?

Jeg (mig der har aimbot.dk) har testet XIM Apex i forskellige spil på Xbox One X så som PUBG, Battlefield V og Red Dead Redemption 2, og det fungerer faktisk virkelig godt! Er man hardcore PC gamer, vil man muligvis ikke være helt tilfreds, men jeg synes selv, den har levet fuldt op til mine forventninger – som i øvrigt var høje efter at have læst diverse anmeldelser på reddit osv.

For at få setuppet til at fungere optimalt, skal man rode lidt med det og her drejer det sig mest om at få indstillet sensitivity, som man bedst kan lide det. Her kommer et aspekt ind, som man muligvis ikke har tænkt på før, for hvor man principielt kan bevæge musen uendeligt hurtigt på PC, er der på konsoller en øvre grænse for, hvor hurtigt man kan flytte sigtekornet på skærmen. Den grænse svarer til at sensitivity står på max i spillet og at man holder sticken i en yderposition.

Hvis man tester det, vil man opdage, at det faktisk ikke går vanvittigt hurtigt. På en PC vil man derimod se, at sigtekornet flyver rundt på skærmen, hvis man skruer helt op for musens sensitivity. Det giver en udfordring ved at bruge mus på konsol, da man nemt kan komme til at ramme sigtekornets maksimale hastighed. Man kan se på enheden, når det sker, for så blinker den rødt.

Man kan indstille sig ud af det ved at justere på sensitivity i Manager appen, så det ikke sker – selv når man bevæger musen hurtigst. Det kræver at man skal rode lidt frem og tilbage med sensitivity imens man spiller, men man finder hurtigt ud af, hvilken sensitivity, der passer til ens spillestil.

Er man vant til at spille med lav sens på PC, vil man nok ikke tænke over det, når først man har fundet den rigtige indstilling, men kan man godt lide høj sens, bliver man nok irriteret, for pga. cappet på drejehastigheden på konsoller, kan man simpelthen ikke få en højere bevægelseshastighed, end cappet tillader.

Jeg har personligt altid spillet med relativt lav sensitivity, så for mig har det fungeret godt og jeg har haft samme oplevelse som når jeg har spillet på PC.

I forhold til key bindings er der intet at komme efter – det virker bare. Her binder man bare en tast på keyboardet til en knap på controlleren og så kan man i store træk indstille det som man vil.

Hvor kan man købe XIM Apex i Danmark?

På nuværende tidspunkt (juni 2019) er der desværre ingen danske webshops, som sælger XIM Apex. Jeg købte selv min Amazon.co.uk, hvor den koster ca. 1.000 kr. inklusiv forsendelse. Fordi den sendes fra Storbritannien, kommer der ikke told osv. på.

Den kan godt findes billigere på webshops i f.eks. USA og Kina, men bestiller man herfra, skal man lige huske på, at der så med stor sandsynlighed kommer gebyrer, told, moms osv. oven i prisen, så den faktisk ender med at blive noget dyrere.

Hvis du køber noget på Amazon via et af ovenstående links, får jeg en lille procentdel af salget. Det er IKKE fordyrende for dig og du får varen til samme pris som alle andre.

7 thoughts on “XIM Apex – Spil med mus og keyboard på Xbox og PlayStation

  1. Når man køber fra ovenstående link via Amazon, så kan jeg se, at de sender den fra England; er der så ingen told, skat og moms på? 🙂

  2. Xim Apex kan klart anbefales. Det er sygt overpowered i Fortnite, da du får aim-assist med musen!
    Sælger forresten min for 999kr på DBA, så i kan få den uden at handle udelands 🙂

Leave a comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *